Skrupskør psykolog!

For halvandet år siden tog jeg en beslutning om at opsøge en psykolog, der havde specialiseret sig i sygdommen obsessiv-kompulsiv lidelse, altså OCD.

Jeg fik udleveret en notesbog med en lama på forsiden. Herefter havde vi en halv times dialog, som forløb nogenlunde som følger.


“Hvis du skulle vælge én ting,” begyndte psykologen. “Hvad er så dit allerstørste problem lige nu?”

“Hov hov,” protesterede jeg. “Skal du ikke høre om min traumatiske barndom først? Det begyndte alt sammen, da jeg var fem. Jeg havde et marsvin dengang, som – “

“Jeg spurgte, hvad der er problemet lige nu,” protesterede hun tilbage. “Ikke dengang, du var fem.”

“Åh, jamen – ” Jeg tænkte mig grundigt om. “Så må det være min sygdomsangst. Jeg bruger seks timer om dagen på Google. Jeg tror, jeg har sclerose, og skizofreni, og i sidste uge havde jeg også bipolar lidelse og et bredt udvalg af diverse kræft-sygdomme – “

“Okay,” sagde hun, ikke synderligt imponeret. “Det lader du lige være med til næste gang, vi ses.”

“Se, der er noget, du har misforstået,” påpegede jeg, høfligt, naturligvis. “Jeg kan ikke lade være. Det er dét, der er problemet.”

“Jo, det kan du godt.” Hun gestikulerede til min notesbog. “Skriv: Jeg må ikke google sygdomme. Lav 14 bokse, én for hver dag frem til vores næste møde, og kryds af hver gang, det lykkes.”

“Men jeg har jo sagt, at det ikke kommer til at lykkes.”

“Og jeg har sagt, hvordan det kommer til at lykkes alligevel,” sagde psykologen.

Nu kunne jeg fornemme, at det var på tide at skrue bissen på. “Hør nu,” sagde jeg, med den barskeste stemme, jeg overhovedet kunne præstere. “Det er skrupskørt. Sådan fungerer OCD altså ikke. Alle mine andre psykologer har sagt, at det er meget hårdt og svært at droppe sine tvangshandlinger, og man skal tale meget om sin barndom og forstå hvor OCD’en kommer fra, og psykologerne har lyttet, de har lyttet i timevis, og jeg har fortalt, jeg har fortalt i timevis – “

Min psykolog, som havde 26 års erfaring med OCD-patienter, og muligvis af den grund hverken fandt mit udbrud specielt intimerende eller interessant, lænede sig frem i stolen.

“Jaså,” sagde hun. “Og hvor meget har det hjulpet dig?”

Jeg svarede ikke. Hun pegede på min notesbog igen.

“Se så at få skrevet din opgave ned,” sagde hun. “Vi har mange flere, vi skal nå.”


Det viste sig, guddødeme, at kvinden havde ret. Jeg kunne godt lade være. Så den skrupskøre psykolog fra ovenstående dialog er stadig min psykolog den dag i dag.

Hvad kan man lære af det?

At en skrupskør psykolog åbenbart ikke er helt så tosset endda.

Be the first to reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *