“Det er flot, du ikke er endt som stiknarkoman” – og andre komplimenter, man får, når man statistisk set er på skideren.

“Vokset op i svært dysfunktionel familie”.

Sådan står der i min journal fra jordemoderen.

Da jeg læste det, tænkte jeg: “Hold da fest. Er det virkelig mig, hun snakker om?”

Jeg føler mig ikke just som hovedpersonen i en Tove Ditlevsen-roman. Tværtimod er jeg heldig. Jeg har et dejligt liv. Jeg har også en masse åndssvage skavanker, men der går ikke noget af min glæde over alt det dejlige af den grund. Man må holde tingene adskilt.

Har jeg altid haft et dejligt liv? Nej. Men jeg har altid forsøgt at finde de lyspunkter, der var. En gang imellem har der ikke været nogen, og så har jeg haft lyst til at give op. Det pudsige er, at dette sorte hul aldrig viste sig, mens min såkaldte “traumatiske barndom” stod på. Det er altid kommet i efterrationaliserings-processen. Jeg tror, det skyldes prædikaterne. At jeg har set mig selv spejlet i andre menneskers øjne som en stakkel. At jeg statistisk er mere skrøbelig end andre, at min datter allerede er kategoriseret i en risikogruppe, før hun er født. Den slags ting. Jeg har stigmatiseret mig selv, fordi jeg er blevet stigmatiseret af andre.

“Han slipper alt for nemt,” skriver Facebook-domstolen om mænd, der voldtager deres børn. “Den lille piges liv er jo ødelagt for altid.”

Men hvad hvis pigen ikke selv synes, hendes liv er ødelagt? Så er der jo bare tale om en række voksne mennesker, der fjerner alt håb fra hendes liv, som en slags forbandelse af hele hendes fremtid.

Det er som at fortælle humlebien, at den ikke kan flyve, eller Olaf fra Frost, at man ikke må glæde sig til sommerferien, når man er snemand.

Det er ikke i orden at tage håbet fra andre på den måde.

Jeg har ofte fået komplimenten: “Det er utroligt, at du ikke er endt i rendestenen”. Jeg har endda fået at vide, at det er flot, jeg ikke har begået selvmord! Og jeg får lyst til at sige: “I lige måde.” For hvad skal man helt ærligt svare til sådan noget? Jeg render ikke rundt i rendestenen, for hvorfor skulle jeg det? Mit liv har ikke været sørgeligt. Det har været fuld af gode oplevelser, og jeg var et optimistisk barn med mange personlige ressourcer. Jeg var også et barn, der voksede op i en svært dysfunktionel familie. Med en psykotisk far og en handlefattig mor, som jordemoderen skriver.

Heldigvis er det hverken hende, statistikkerne eller andre mennesker og deres prædikater, der bestemmer min fremtid. Den klarer jeg helt selv.

Med håb og livsmod, som vi alle – uanset barndom – har ret til

//Rodehodet

Be the first to reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *