10-14 % af børn befinder sig i en socialt udsat position – og mit er et af dem!

“Goddag, fru Læge,” sagde jeg, dengang i andet trimester af min graviditet. “Jeg er lidt i tvivl om, hvorfor jeg er indkaldt i dag.”

“Vi har et notat på dig fra jordemoderen,” svarede fru Læge. “Hun skriver, du er vokset op i en svært dysfunktionel familie.”

“Jamen dog,” sagde jeg. Det var alligevel en mere ligefrem introduktion, end det håndtryk, jeg havde regnet med. “Er De sikker på, det er mig, hun taler om?”

Lægen læste videre fra sin computerskærm: “Barndom præget af psykotisk far og handlefattig mor. Lyder det rigtigt?”

“Det er nok ikke sådan, de ville præsentere sig selv ude i byen,” svarede jeg.

“Nuvel,” sagde lægen. “Ikke desto mindre placerer det dig i det program, vi kalder tidlig indsats.”

“Tidlig indsats?” Jeg gloede befippet rundt i lokalet, på fru Læge, briksen og den flinke fru Ekstralæge, der vistnok var på visit fra en anden afdeling, og nu sad og smilede til mig, som om hun lige ville forsikre om tavshedspligten. Hvad var det helt præcist, der var meningen, der skulle ske?

“Ja, vi har jo erfaring med, at I kan opleve ekstra vanskeligheder end andre. Både under graviditeten, men i høj grad også efter.”

Det lød ikke godt. Jeg havde allerede haft rigeligt med kvalme og opkastninger at slås med.

“Så samtalen, vi skal have i dag, er faktisk for at tale om det.”

Det.

Det med at være blandt dem, der ikke er som de andre.

Vi talte lidt om det. Og lidt om mit netværk, mine psykiske problemer, at jeg jo var utroligt velfungerende til trods for det. At tidlig indsats-benævnelsen indikerede, at jeg kunne få tilknyttet psykiater, og at de sociale myndigheder hurtigt kunne træde til efter fødslen. Fru Ekstralæges smil forsikrede mig om, at jeg slet ikke skulle være bekymret.

“Det er jo ikke, fordi vi står klar til at tvangsfjerne dit barn på fødeafdelingen,” sagde hun.

Da gik det op for mig, at den tidlige indsats ikke var for min skyld, men en potentiel redning til mit ufødte barn. Hun er nemlig i det, der kaldes “en udsat position”, fordi hun ligger i min mave. Fordi hendes mor er vokset op i en svært dysfunktionel familie og nu lever med angst og OCD. Så hun er fucked allerede fra fødslen – statistisk set, i hvert fald.

Jeg overvejede kategorien “svært dysfunktionel familie”, tænkte, om man kunne have kaldt min familie noget andet.

“Charterrejsende familie”, “hundeejende familie”, “økofrugtspisende familie” var nogle af de prædikater, der faldt mig ind.

Dernæst overvejede jeg, hvad min barndom havde været præget af, ud over en psykotisk far.

“Masser af legeaftaler”. “Semi-permanent ophold på den lokale rideskole”. “Disneyfilm og rød saftevand, når jeg lå syg”.

Og min handlefattige mor?

Hun kunne også omtales som “hjemmebagende mor” og “børnefødselsdagsplanlæggende-ned-i-mindste-detalje-mor”. En “trøstende mor”, en “mor med overskud”.

Det virkede ærlig talt lidt uretfærdigt sådan at opridse hele min opvækst i én, nedslående sætning. For den havde jo også været så meget andet end det.

Fru Læge lagde mærke til min eftertænksomhed, så hun gav slip på sit tastatur og scrolleren på musen, bare et øjeblik.

“Prøv at glemme det lidt, det med, at vi kalder det tidlig indsats,” sagde hun. “Prøv at tænke på det som en tidlig hjælp i stedet.”

Det har jeg så øvet mig på siden. Jeg har ligefrem lært at sætte pris på den hjælp, systemet tilbyder mig.

For af alle de prædikater, som man kunne sætte på min familie og min barndom – dysfunktionel, præget af psykisk sygdom, elendighed, glæde, når vi tog i BonBonLand om sommeren – så er én ting sikkert. Det var også en ærekær og forfængelig familie, der hellere kæmpede en umulig kamp selv, end at spørge efter hjælp.

Sådan en familie vil jeg ikke være.

For jeg ville virkelig ønske, for mig selv som barn, at nogen havde hjulpet mig.

Be the first to reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *